Hæng kunst på væggene og bliv modigere

Mikkel Lindskov Sachs er kunstforbruger. Han elsker kunst, der hjælper ham med at se verden gennem andre menneskers øjne – og så oplever Mikkel at han bliver modigere af at omgås sin kunst.

Tekst Camilla Kikkenberg
Foto Amanda Thomsen

Mikkel Lindskov Sachs elsker kunst og har startet en forening, der gør det mere overskueligt at købe original kunst, hvilket han mener kan være en ny måde at mærke forbrugets glæde på.

Mikkel Lindskov Sachs, kunstforbruger og rådgiver hos Nationalt Center for Etik, vil gerne udfordre os til at vove mere, når vi vælger kunst til hjemmet. Han drømmer om, at vi begynder at hænge kunstværker på vores vægge som pirrer vores nysgerrighed eller som vi ligefrem føler os frastødt af eller skuffet over – i stedet for udelukkende at vælge det der umiddelbart tiltaler os.

Han mener desuden at original kunst kan have en afstivende effekt på os som mennesker, og selv mærker han, at han bliver en lille smule modigere af at se på sin kunst. Derfor har han startet et eksperiment, hvor han undersøger hvad der kan få os til at købe original kunst.

Mikkel anser nemlig kunst som det ultimativt ansvarlige forbrug, en investering vi kan have glæde af resten af livet og måske endda i flere generationer. Og så har han et godt forslag til, hvad I skal give hinanden til jul i din familie – et fælles kunstværk, der cirkulerer mellem jer i årets løb.

Det er nogle af de emner, der flyver over Mikkels spisebord i denne samtale mellem Cirkos Camilla Kikkenberg og Mikkel Lindskov Sachs.

KUNST & KAFFE MED PISKEFLØDE

CAMILLA: Vil du ikke starte med at fortælle om de ting, vi sidder omgivet af her i dit køkken?

MIKKEL: Jo, vi kan starte med det her Vasarely litografi (Victor Vasarely, fransk-ungarnsk kunstner, 1906-1997). Det fik vi af min mor i bryllupsgave for godt ti år siden og det var på en måde begyndelsen på, at vi fik noget kunst på væggene. Det er jo ikke original kunst, når det er et litografi, men vi ønskede os noget kunst, og det fik vi.

CAMILLA: Havde I samlet på kunst inden da?

MIKKEL: Nej, men jeg er vokset op med at kigge på kunst og rejse rundt efter det og forholde mig til kunst på et amatørplan. Det har bestemt været en del af snakken i mit barndomshjem. Og da vi så blev gift, min hustru Pauline og jeg, så kom Vasarely litografiet altså til. Det der Vasarely univers var en del af min barndom, så det var jeg rigtig glad for også selv at kunne hænge på væggene, og min mor har faktisk mødt ham en del gange, for han havde en dansk forbindelse med en søn her eller noget i den stil.

Og så fik vi ved samme lejlighed den blå og hvide du kan se derovre, som er et silketryk af Mathias Malling Mortensen (dansk kunstner, 1980-) der er en af vores venner. Og det tryk er jo et stykke kunst, som man virkelig kan gå på opdagelse i. Det har både noget lidt dystert og i virkeligheden også noget sødt og barnligt.

CAMILLA: Jeg kan godt lide den måde I har hængt det op på.

MIKKEL: Ja, det er blevet venner med det der skab.

MIKKEL: Og ved samme lejlighed fik vi også det lille linoleumstryk, der hænger bag stolene derovre, af min ven Magnus Clausen (dansk kunstner, 1981- ). Så den dag kom der tre værker til, som startede vores samling.

CAMILLA: Tænker du så på jeres bryllup, når du ser dem? Eller tænker du primært på værkernes æstetiske udtryk?

MIKKEL: Jeg tænker egentlig ikke så meget på brylluppet, når jeg ser dem, og jeg tænker heller ikke så meget på de tre som hørende sammen. Kunst har helt fra begyndelsen af vores forhold været en stor fælles interesse for Pauline og jeg, men det var først ved vores bryllup, at vi selv fik mere op på væggene.

Det der er et hjulspin på en linoleumsplade som er skruet ned i asfalten og så er der kørt en bil hen over det og har lavet hjulspin. Så det tænker jeg tit på. Det har det her goth-gloomy-emo agtige udtryk, men i virkeligheden er det bare et hjulspin.

CAMILLA: Det ligner helt en Rorschach test.

JEG KAN GODT LIDE DEN HER TANKE OM, AT MAN KAN ERHVERVE SIG KUNST FOR NOGET ANDET END PENGE. DET ER IKKE SÅ HØJTIDLIGT VEL. DET BLIVER EN HVERDAGSGENSTAND

MIKKEL: Den anden akvarel derovre mellem vinduerne, den fik jeg af Magnus i forbindelse med en stor frokost vi var nogle stykker der mødtes om og så, jeg ved ikke, om han ikke havde nogle penge, men i al fald så gav han mig den akvarel i stedet for, da det blev tid til at betale regningen. Og det tænker jeg tit på! For det første kan jeg godt lide billedet og jeg synes, at det ligner en admiral og det ved jeg at det bestemt ikke er hverken tænkt eller malet som, og det kan jeg sådan set også godt lide, det her med at beskueren kan lægge sin egen fortolkning over et værk, altså komme med sin egen historie og tilføje noget nyt til værket, end det kunstneren har tænkt eller følt da han eller hun skabte det. Og så kan jeg kan også godt lide den her tanke om, at man kan erhverve sig kunst for noget andet end penge.

CAMILLA: Så det bliver en slags byttevare som i en naturalieøkonomi?

MIKKEL: Ja, men jeg tænker bare på gamle dage, hvor kunstnere sad og drak og så lavede de lige hurtigt et maleri som betaling, hvis de ikke havde penge til regningen på værtshuset. Det er ikke så højtidligt vel. Det bliver en hverdagsgenstand.

Og nedenunder igen, der kan du se, der står også Magnus og én der hedder Peter Larsen. De to venner de havde en udstilling på et lille værtshus tæt ved Nyhavn, der hedder Blomsten. Der er jeg kommet meget og jeg kender hende der har det og der kom en masse unge kunstnere ovre fra Akademiet, så det minder mig om hele den tid og det at være der på værtshuset med dem og de andre kunstnere, og det der er så plakaten fra den udstilling, som jeg synes var sød, og som jeg købte som du ser den der. Den er lavet til at blive affotograferet og delt online, så det er originalen det der.

MIKKEL: Og ovre ved vinduet øverst, der ser du en hvid én, som jeg har fået i fødselsdagsgave af min svoger, som er uddannet på et kunstakademi i Berlin og som selv har lavet det. Og den sætter jeg meget stor pris på. Jeg kan godt lide både at den er lidt nøjsom…

CAMILLA: Ja, den har noget meget klassisk relief-agtigt over sig, fordi den er hvid.

MIKKEL: Ja, præcis. Det kan jeg godt lide. At den næsten kunne have været gips, men nu er den i træ og den slags synes jeg er alletiders. Det åbner op for en masse historier og fortolkninger, det her med at man først ser én ting og så ser noget andet, når man kigger nærmere. Og udover det, er den jo bare fra én, som jeg holder af. Ligesom mange af tingene i øvrigt er.

KUNST ER VINDUER TIL ANDRE MENNESKER OG TIDER – MAN LÅNER LIDT AF EN ANDENS LIV, NÅR MAN KIGGER PÅ VÆRKERNE, OG SOM EN ANDEN VAMPYR OPLEVER MAN EN BID AF, HVORDAN DET ER AT VÆRE ET ANDET MENNESKE I EN ANDEN TID

CAMILLA: Så du forbinder værket med kunsteneren?

MIKKEL: Ja, og det synes jeg er enormt vigtigt. For mig er det nemlig sådan, at kunsten kan fungere som vinduer hen til andre mennesker, og at man kan låne lidt af kunstnerens liv, når man kigger på deres værker, og på den måde, som en anden vampyr, få lidt mere liv selv. Det er noget jeg rigtig godt kan lide at forestille mig. At betragte kunsten som et vindue ind til en anden tid og et andet menneske, det giver mig rigtig meget.

Men lad os lige gøre det her rum færdigt. Derovre ved døren der, nej den anden dør, der er en fugl af en art, som min mor har lavet i 1960 tror jeg.

CAMILLA: Den er fin.

MIKKEL: Ja, den er meget sød. Det er lidt sjovt, for den har en falsk underskrift på. Kan du se, der står AH60, men min mor hed ikke AH i 1960.

CAMILLA: Eller måske gjorde hun. Du ved det bare ikke.

MIKKEL: Ja måske. Nej, det står for Anne Hansen, men hun hed ikke Anne Hansen i 1960. Så det er det jeg tænker på, når jeg ser den fugl, og så kan jeg selvfølgelig bare godt lide den.

DET BEHØVER JO IKKE KUN AT VÆRE PÆNT, DET MAN FØLER, NÅR MAN KIGGER PÅ SIN KUNST. MAN KAN OGSÅ VÆRE SKUFFET OVER SIN KUNST. MAN HAR MÅSKE BRUGT MEGA MANGE PENGE, OG SÅ ER MAN BARE MEGA SKUFFET OVER DET, MAN HAR FÅET FOR DEM. DET ER JO OGSÅ EN FØLELSE.

MIKKEL: Når jeg fortæller dig om de værker jeg har hængende her i mit hjem, så er det jo både fordi jeg tænkte, at det kunne være sjovt at dele billederne, men jeg vil også gerne opfordre andre til at gøre det samme og knytte en tanke eller følelse til de værker, de har valgt at hænge op på deres vægge. Jeg har et håb om, at folk vil begynde at blotte nakken lidt mere i forhold til det, de hænger op i deres hjem. Altså i stedet for at sige ’Den er skøn den der, den bliver jeg glad for at kigge på,’ så kunne man måske sige lidt mere om sig selv gennem sit valg af kunst.

Men jeg håber også, at man vil dele lidt mere om, hvad man føler, når man kigger på sin kunst. Og det behøver jo ikke kun at være pænt! Man kan jo også være skuffet over sin kunst. Man har måske brugt mega mange penge, og så er man bare mega skuffet over det, man har fået for dem. Det er jo også en følelse. Eller man kan være vred eller glad eller imponeret, og måske fascinationen langsomt forsvinder, eller man kan have hængt noget op, som man ikke rigtig troede var noget, men så viser det sig over tid, at det er skide sjovt og man kommer til at elske det. Eller omvendt, at alle andre holder af det og man kan ikke selv lide det. Man kan jo have tusinde forskellige følelser for og holdninger til det man har hængende på sine vægge og det behøver ikke alt sammen at være positive følelser.

Derfor gad jeg godt, at vi øvede os i at kunne sætte lidt flere ord på vores forhold til værkerne i vores hjem. På den måde tror jeg, at vi ville blive mere tilbøjelige til også at turde vælge værker, selvom vores venner eller familie måske slet ikke ser noget i dem eller bare ser noget helt andet, end det vi selv gør. Selvfølgelig kan man ikke være enig eller uenig i, om nogen holder af et værk eller ej, men man kan jo godt dele nogle betragtninger om et billede som man kan være uenig i, i stedet for at det hele bliver sådan lidt Instagram-agtigt.

SØM I TIDEN

CAMILLA: Mener du, at den kunst vi vælger af og til godt kan blive lidt banal?

MIKKEL: Ja, det synes jeg jo. Fordi selvfølgelig er der en årsag til, at man synes, at noget er rart eller godt eller sjovt eller at man har lyst til at have det hængende og vise det frem. Og der synes jeg, at man bør åbne op for nogle af de betragtninger og dele dem med andre. Det fremherskende i dag er, synes jeg, at man bare siger: ’Det kan jeg godt lide. Det er flot.’ Det bliver lidt til tankeløst forbrug. Og så kan ens holdninger til et værk jo sagtens ændre sig over tid.

CAMILLA: Ja, så de kan fungere som en slags nedslagspunkter i vores liv, som hjælper os med at tydeliggøre, hvordan vi udvikler os gennem livet. Altså, da jeg købte den her eller fik den, så vakte den de her følelser i mig og nu er der gået 20 år og nu følger den stadig med som en gammel ven, men vores forhold har ændret sig?

MIKKEL: Ja fuldstændig. På den måde sætter man jo også nogle søm i tiden. Det glæder mig også meget ved mine værker. Nu startede vi med at tale om de ting, der er ti år gamle og det er jo ikke uendelig lang tid, men det er alt andet lige et årti siden.

CAMILLA: Ja, jeg tænker også i vores alder (årgang 1980, red.), at der stadig sker en del på ti år.

MIKKEL: Ja trods alt ik. Og de ting, der var helt nye, og sådan ’wow, det her er bare mig nu’ dengang…der er trods alt sket noget. Det er andre ting som er helt nye og wow nu, men ja, på den måde så får man sat de her søm ned i tiden, så ens værker ikke kun bliver vinduer til andre mennesker, men også til én selv i en anden tid af ens liv.

CAMILLA: Men synes du at det bliver sværere så at være åben overfor nye ting? Altså hvis du så sætter et søm ned i dag med et værk.

DET DER ER VIGTIGT FOR MIG ER, AT VI FÅR LAVET EN MODEL, HVOR VI SOM FORBRUGERE AF KUNST, FØLER OS TRYGGE VED AT KØBE NOGLE VÆRKER. DET ER GRUNDEN TIL AT VI HAR STARTET VORES KØBSFORENING.

MIKKEL: Nej altså jeg griber det lidt anderledes an nu. Jeg har lavet et partnerskab med én, der er både kunstner, udstillingsproducent og gallerist, og han udvælger og præsenterer værker for Pauline og jeg og vi indgår som den ene af tre købere i en købsforening, vi har med to andre. Og så sker der nogle forskellige ting, når der bliver sendt noget rundt. Hvis der er noget man ser sig lun på, så sker det jo af og til, at det også er nogle af de andres favorit, og så gælder det om at rubbe neglene med at få købt noget af det. Omvendt kan man heller ikke købe alting for det har ingen jo råd til.

Det der er vigtigt for mig i den opsætning er, at vi som potentielle købere og forbrugere af kunst, har lavet en konstruktion, som gør det muligt for os at være trygge i at købe nogle værker.

CAMILLA: Fordi jeres kurator har udvalgt værker til jer og haft dem gennem en si, inden han præsenterer dem for jer?

MIKKEL: Ja lige præcis. Og blandt det han sætter i cirkulation mellem os, der er der jo noget man kunne se sig selv eje og noget man ikke kan lide, men alligevel synes at man skal eje og noget man bestemt ikke har lyst til at eje.

CAMILLA: Og hvad er det med at der er nogle værker, du får lyst til eje selvom du ikke kan lide dem? Er det for at udfordre dig selv? Ser du det som et investeringsobjekt eller pirrer det din nysgerrighed?

I KØBSFORENINGEN ER VI BEGYNDT AT BEVÆGE OS LÆNGERE OG LÆNGERE VÆK FRA, AT DET BARE SKAL VÆRE FLOT.

MIKKEL: Jamen det kan der være mange grunde til, synes jeg. Det kan jo være rent udseende. Men i den proces, hvor vi er begyndt at vælge vores kunst på den her måde, der har vi bevæget os længere og længere væk fra, at det bare skal være flot. Og det er en af de bedste ting, synes jeg, ved at have en guide i hånden, som virkelig ved noget om det og har et trænet øje. Ikke fordi han dikterer, hvad vi skal købe eller hvad vi skal kunne lide. Men fordi han hjælper os med at få øjnene op for ting, vi ikke før kunne se. Den kunst jeg falder for nu, må gerne være repræsentativ for et kunstnerskab, repræsentativt for en placering i en eller anden form for strømning eller i forhold til nogle hændelser i verden eller noget i den stil.

CAMILLA: Og hvordan foregår det? Forklarer han, hvad han præsenterer jer for? Mødes I med ham og holder han så talks for jer eller sender han små skriv eller hvordan foregår det?

MIKKEL: Ja, han plejer at sende det på et pdf-dokument. Så har han lavet en kort beskrivelse af…her er den her kunstner, jeg har holdt øje med hende i så og så lang tid, der er en udvikling fra det til det, det ser ud som om der er et nemt flow i værkerne, jeg har overvejet at bytte mig til den der eller købe den der, men jeg har fået samlet det her og det her på grund af det ene og det andet. Det kan I tage stilling til. Og så er der typisk én eller to kunstnere pr kommunikationsgang. Og jeg tror eller jeg ved at han også danner masser af relationer i den forbindelse, fordi han ligesom…

CAMILLA: …rækker ud efter dem for at kunne præsentere dem for jer.

VI FÅR MULIGHEDEN FOR AT STIFTE BEKENDTSKAB MED NOGET, SOM VI ALDRIG VILLE HAVE SET ELLERS. OG VI FÅR EN TRYGHED.

MIKKEL: Ja. Og vi får nogle billeder på væggene eller værker. Det sidste vi har købt er ikke et billede. Og vi får muligheden for at stifte bekendtskab med noget, som vi aldrig ville have set ellers. Og vi får en tryghed.

Det kræver jo at man føler sig nogenlunde tryg i omgangstonen og ved lidt om det, før man begynder at vandre ind på et galleri og hive et eller andet end af væggen. Og desuden kan man jo have en forestilling om, at man så skal have rigtig mange penge på af lommen.

Altså hvis man har rigtig mange penge, så kommer noget af trygheden måske i at det er dyrt, for så bliver det automatisk associeret med et kvalitetsprodukt, også selv hvis man ikke selv kan få øje på kvaliteten. Men det giver jo sindssygt meget mere værdi, hvis man kan glædes over eller blive berørt af det man står og kigger på.

Og der tror jeg jo, at vores børn kunne få adgang til en kilde af noget virkelig værdifuldt i deres liv, hvis kunstforståelse fyldte lidt mere i skolerne, så den verden var lettere tilgængelig for flere. Kunst bliver jo først værdifuldt, når vi forstår at hente værdi ud af den.

Men altså hvis man har mange penge er det måske ikke så stor en risiko at købe et maleri til 200.000 kroner, fordi der er en konvention om, at kunst ’er noget’.

CAMILLA: Ja altså du tænker, at der er en vis social status i kunst, også selv hvis man ikke selv nyder den?

HVIS MAN ER EN AMATØRKØBER, HVORDAN SKAL MAN SÅ VIDE, HVAD DET ER MAN KASTER SIG UD I? SÅ ER DET MÅSKE TUSINDE GANGE NEMMERE AT BRUGE DE 6000 PÅ EN GUCCITASKE

MIKKEL: Ja præcis, men hvis man køber noget af en ny kunstner til 6.000 kroner, så skal man jo i langt højere grad selv stå inde for udseendet og være med på prissætningen, for det kan jo være sindssygt billigt men det kan også være det modsatte. Hvis man er en amatørkøber, hvordan skal man så vide, hvad det er man kaster sig ud i? Så er det måske tusinde gange nemmere at bruge de 6.000 på en guccitaske, fordi alle er med på konventionen om, hvad der er op og ned i det. Eller noget dyrt bestik. Eller også er det der, hvor vi ender med den sikre plakatkunst, som i nogle tilfælde risikerer at blive lidt intetsigende.

DET SOM JEG RIGTIG GERNE VIL UNDERSØGE ER OM VI KAN SÆNKE BARRIEREN FOR KUNSTKØB.

MIKKEL: Det som jeg rigtig gerne vil undersøge og er i gang med at undersøge sammen med ham her vores kurator, det er om vi kan sænke barrieren for kunstkøb.

CAMILLA: Så vil I gerne udbrede kunstkøbsforeningskonceptet til flere?

MIKKEL: Det ville være skønt, hvis folk kopierede det, men…

CAMILLA: …I inviterer ikke folk med i jeres købsforening?

MIKKEL: Det er vist ikke helt decided. Det startede jo bare med mig, og så kom der flere til, så nu er vi tre købere i købsforeningen, og vi har gjort det sådan, at man skal lægge et beløb, så vores kurator har en sikkerhed for at der er nogle penge at arbejde med, men også så vi får adskilt det at betale fra det at beslutte sig. Man har lagt pengene, de er væk, så kommer der bare de her ting forbi og så tænker man…

CAMILLA: …hvad I vil have for dem. Det er som sådan et sushirullebånd.

MIKKEL: Det er igen en af øvelserne tror jeg, så vi kan få flyttet barrieren for at bruge nogle af vores penge på kunst.

CAMILLA: Og er det der du tænker at forskellen ligger til et gængs galleri? Altså ligger forskellen i, at det er en person du med tiden kender bedre og er mere tryg ved, end hvis du går ind fra gaden på et stort kendt galleri.

Betragter du mere ham her som en personal shopper, der kender din smag?

MIKKEL: Nej bestemt ikke, for jeg synes også at han arbejder på at flytte os. Så det er ikke kun et forbrug og en pengetransaktion.

CAMILLA: Han udfordrer jer også?

MIKKEL: Ja, det synes jeg bestemt. De første ting vi har købt har været malerier, altså rammer og lærred og maling. Og det seneste vi har købt har været en aluminiumsmaske, hvor der er noget af det stof som hænger udenpå stilladser, der er spændt ud over og så er der trykt noget på det og så er der noget sådan lidt langt, lidt ubehageligt hår. Og med det køb synes jeg i al fald at vi har flyttet os lidt.

OG SÅ MÅ MAN BARE MINDES DEN, NÅR DEN IKKE ER HJEMME HOS ÉN.

CAMILLA: Og har I det hængende herhjemme?

MIKKEL: Nej, den er faktisk købt på en lidt speciel måde, fordi den har vi købt fire mennesker sammen, og så er den et år hos hver. Og så må man bare mindes den, når den ikke er hjemme hos én.

CAMILLA: Jamen jeg har også hørt om de her firmaer, hvor man kan leje kunst, så man netop har værkerne et år eller sådan noget. Og så skifter man det ud, så man kan have noget forskelligt hængende.

MIKKEL: Ja, der er det her jo lidt mere stabilt i og med at vi ejer værket. Ejerskabet er dokumenteret og på den måde er der styr på det. Og så har vi også fået skrevet ned, at det skal undersøges om det skal sælges efter de fire år, hvor vi så har haft det et år på skift. Og på den måde får det et forbrugsaspekt.

JEG NYDER BÅDE AT KIGGE PÅ TINGENE, MEN JEG NYDER OGSÅ IKKE AT KIGGE PÅ TINGENE. DET AT EJE NOGET, SOM HAR VÆRDI FOR MIG, DET ER OGSÅ EN FORM FOR LUKSUS.

CAMILLA: Kan du ikke fortælle lidt om det. Hvorfor ser du det som forbrug og ikke som investering eller som at samle på kunst for sin egen nydelses skyld.

MIKKEL: Jamen jeg nyder både at kigge på tingene, men jeg nyder også ikke at kigge på tingene. Det at eje noget, som har værdi for mig, det er også en form for luksus. Det er mig, der bestemmer over de ting og ikke dem, der bestemmer over mig. Jeg har et tilhørsforhold til dem uden at vi gør os nogle tanker om, at det skal være en god forretning. Selvom det faktisk allerede er en god forretning, hvis man nyder det.

Man kan jo bare sætte det op i mod en middag på restaurant eller en ferie eller et Netflixabonnement. Det er jo nemt at sætte en pris på. Og de ting jeg nævnte der, de er jo forgængelige. Men kunsten er det modsatte. Så de penge man afleverer i de værker. Hvis man nyder det i 10 år, så bliver det jo nærmest ingen penge per dag. Og hvis man nyder det i 50 år, og ens børn måske nyder det efter én. Eller selvfølgelig hvis man har ramt en kunstner som bevæger sig opad og man synes at et værk måske ville passe bedre i en anden kontekst.

Altså hvis én af de ting jeg har en dag viser sig at være 150.000 værd så er det jo ikke sikkert, at jeg synes at det er passende at have hængende længere. Og det er ikke nødvendigvis fordi jeg har lyst til at veksle det til en lille ny Mazda men det kan jo godt være at jeg har brug for noget, der er lidt mere afslappet, end noget der er 150.000 værd på min væg.

CAMILLA: Ja, så du har ikke noget imod investeringsaspektet, hvis det organisk bliver en del af dit køb.

MIKKEL: Nej, det er alletiders.

CAMILLA: Men det er ikke noget du går efter?

MIKKEL: Nej, og så synes jeg at der er forskel på de ting jeg har fået og de ting jeg har købt. De værker er jo en del af mit personlige forhold til giveren. Det kan være at de bliver investeringsobjekter for mine børn, det er fint nok, men ikke for mig.

JEG ER IKKE ØKONOMISK I STAND TIL AT GØRE ALLE TINGENE, ALTSÅ JEG KAN IKKE BÅDE TAGE PÅ ALLE REJSERNE OG KØBE ALLE BILLEDERNE OG EJE ALLE BUKSERNE.

CAMILLA: Men når jeg hører ordet forbrug, så er der et lidt mere ubevidst perspektiv i det, end der er ved for eksempel at være samler, som for mig lyder som et lidt mere bevidst og dannende initiativ. Hvad er det der gør, at du vælger at se dig selv som kunstforbruger eller bruge det ord?

MIKKEL: Jamen det er fordi, det jeg får, minder mig meget om hvad jeg får når jeg forbruger. Altså nu går jeg i en eller anden slags tøj og nu tager jeg på en eller anden rejse. Så køber jeg den her slags kunst. Og jeg er ikke økonomisk i stand til at gøre alle tingene, altså jeg kan ikke både tage på alle rejserne og købe alle billederne og eje alle bukserne.

Så vi har truffet et valg om, hvor i al fald nogle af vores penge skal gå hen. Og igennem tiden og årene har vi fundet ud af, tror jeg, at det er noget af det, der bliver ved med at give noget. Og i en tid, hvor flere og flere af os får problemer med at se os selv i øjnene ved bare endeløst at forbruge forgængelige ting og ting som måske har et negativt bæredygtighedsaspekt, der hænger det jo rigtig godt sammen at vende noget af vores forbrug imod kunst.

CAMILLE: Du ser det som ansvarligt forbrug?

MIKKEL: Ja, det synes jeg bestemt. For man køber noget, som man nyder længe.

Det er jo et spørgsmål om, hvordan man bruger sine penge, men også et spørgsmål om at turde udfordre nogle nye måder at føle værdi på. Og en anden måde at føle forbundenhed til andre mennesker på.

CAMILLA: Altså føler du dig forbundet til kunstnerne bag værkerne?

MIKKEL: Ja fuldstændig. Altså det er jo ikke fordi de skal føle sig forbundet til mig.

CAMILLA: Nej okay. Du forventer ikke et taknemmelighedsbånd der?

MIKKEL: Nej nej, det har ikke noget med det at gøre.

NÅ MEN SÅ KOMMER VI IKKE PÅ DEN FERIE ELLER SÅ SKAL VI IKKE HAVE EN NY DIMS. SÅ FÅR VI I STEDET ET NYT VÆRK, SOM VI KAN GLÆDE OS OVER HELE ÅRET OG MÅSKE ENDDA RESTEN AF LIVET.

CAMILLA: Nej, du forventer ikke at de kommer og støvsuger hjemme hos dig?

MIKKEL: Nej for helvede, men mange mennesker i Danmark står jo i løbet af et år eller to år med måske 20.000 eller 30.000 i hånden og tænker på om det skal være en ferie eller det skal være et nyt et eller andet til huset eller noget i den stil, og jeg ved godt at det er mange penge, men der har vi valgt som regel at sige, nå men så kommer vi ikke på den ferie eller så skal vi ikke have en ny dims. Så får vi i stedet et nyt værk, som vi kan glæde os over hele året og måske endda resten af livet.

DET GIVER MIG EN FORBINDELSE TIL EN VILDSKAB ELLER EN KOMPROMISLØSHED. DE KUNSTENERE SOM JEG HAR EN TENDENS TIL AT VÆLGE OG HAVE HÆNGENDE ER GENERELT MERE KOMPROMISLØSE END JEG SELV HAR VÆRET OG SELV ER.

CAMILLA: Hvad er det så du synes, at du får for din investering? Kan du sætte nogle ord på den værdi, du taler om?

MIKKEL: Ja, altså for det første er der det æstetiske. Altså kunst er simpelthen dejligt selskab at have i sit hjem. Og det her vi talte om tidligere, at det er vinduer til nogle mennesker og også til en anden tid i mit eget liv. Og også en forbindelse til…om ikke vildskab, så i al fald en kompromisløshed, som de kunstenere som jeg har en tendens til at vælge og have hængende og som måske generelt er mere kompromisløse end jeg selv har været og selv er.

CAMILLA: Så det giver dig mod? Altså til måske selv at turde udfordre dine egne grænser eller hvordan skal jeg forstå det?

MIKKEL: Nej, desværre. Måske ikke så meget mod, men jeg synes at det minder mig om, at der i al fald er nogen derude, der gør det.

CAMILLA: Og hvorfor er det fedt?

MIKKEL: Jamen, jeg tror da at de fleste af os drages mod nogen, der er modig eller noget der er modigt gjort, eller konsekvenserne af en modig handling på en eller anden måde. Og det er ikke fordi det er så udtalt en kompensation, men jeg kan mrke, at det er noget af det, jeg forbinder med det at navigere rundt mellem mine værker. Generelt synes jeg, at jeg forholder mig meget til værkerne i mit hjem. Jeg lægger mærke til dem og bliver påvirket af dem på daglig basis.

CAMILLA: Men det er ikke sådan, at du kan mærke at det direkte påvirker dig, så du fx på dit arbejde tør smække nye idéer om hvordan I skal skrue hele biksen sammen?

MIKKEL: Nej nej, men jeg synes, at det på et mere subtilt niveau er afstivende, at være holder af kultur og forholde sig til kultur.

CAMILLA: Og hvad tror du holder folk tilbage fra det?

MIKKEL: Jamen jeg tror at det er svært og for mange føles som en stor risiko at tage. Og jeg tror, altså der er jo ikke etableret klubber og foreninger om det i samme grad som om sport eller andet. Der mangler fællesskaber omkring kunst. Ikke bare guidede ture på museer for gamle damer, men fællesskaber for flere forskellige målgrupper. Der er jo en tryghed for mange forbrugere i at kunne se, at de køber det præcis samme som andre. Tænk bare på Salomon-tasken dengang vi var børn.

CAMILLA: Så det er manglende mod til at turde udfordre flokmentaliteten der gør, at ikke flere engagerer sig i kunst, og det er måske lige netop hvad man kan få af kunsten. Du fortæller, at du bliver mindet om den her kompromisløshed som kunstnerne i mange tilfælde har valgt at udleve.

VI HAR I MIN FAMILIE EN JULEGAVEORDNING, SÅ VI SLIPPER FOR ALLE SAMMEN AT KØBE EN SKÅL TIL HINANDEN OG UDVEKSLE SKÅLE JULEAFTEN.

MIKKEL: Ja, men inden man når dertil skal man invitere det indenfor og blive tryg ved at omgås kunst. Vi har i min familie en julegaveordning, hvor mange familiemedlemmer giver nogle penge til købet af et værk, så i stedet for at vi alle sammen køber en skål til hinanden, og udveksle skåle, så bliver der samlet en lille bunke penge og så bliver der købt et værk og så turnerer det værk mellem dem, der er med i den fælles gave til hinanden. Så går det på skift, hvem der udvælger og køber værket, og selve værkerne det så gennem årene er blevet til, går også på tur.

CAMILLA: Så I kører årets juleværk i stedet for årets juleplatte.

MIKKEL: Ja nemlig, og lige nu er der kun tre værker i cirkulation, fordi ordningen er af en nyere dato. Men det er jo en ordning, der kan hjælpe folk til at få noget original kunst indenfor dørene og også blive udfordret på, hvad man kan lide og tør at have hængende, for det er jo ikke sikkert at tante Oda har valgt et værk, som man selv ville have valgt. Men det her værk kommer altså anstigende en gang om året i x antal måneder, og så kan man have det hængende og gå og fundere lidt over det. Og så kommer der et andet og et tredje værk på besøg en gang om året, og så kan man jo gå og mærke lidt efter og tænke: Er det her noget der er rart for mig eller ikke rart for mig at have. Og måske sætter det gang i noget ude i de hjem, så folk siger: jamen det vil jeg sgu have mere af. Det kan jeg godt lide. Det giver mig noget.

CAMILLA: Ja og umiddelbart tænker jeg også at det giver jer noget sammen som familie.

MIKKEL: Ja både det, og selv hvis man ikke kan lide det i det umiddelbare udseende, så er også et godt samtaleemne, når der kommer nogen på besøg i dit hjem og spørger, hvad er det for noget? Og du så kan sige, jamen det er min åndssvage familie der har det her der kører forbi mig. Og jeg kan specielt ikke lide det og det, men jeg kan fortælle dig at min kusine og min mor kan lide det og det og det ved det her værk. Og det synes jeg også er en god ting at få koblet ind i det, at det ikke behøver at være ren skønhed, ren nydelse.

Vil du læse mere?