Det gør arbejdslivet meningsfuldt at arbejde for noget større
Therese Mørch er kunsthåndværker og designer med speciale i smykker. Hun er passioneret omkring, hvordan vi designer en mere bæredygtig fremtid, og hun arbejder som en af de eneste i Danmark med certificeret Fairmined guld.
Tekst Camilla Kikkenberg
Foto Mikkel Vigholt & Camilla Kikkenberg
’Når vi vedkender os vores ansvar vil vi designe anderledes,’ siger Therese Mørch, da vi mødes en regnfuld formiddag i baglokalet til værksteds- og butiksfællesskabet KNAEKKETHVID i Indre København. ’Og det er der, vi for alvor kan begynde at ændre på nogle ting.’
De fleste er enige om nødvendigheden af, at vi kigger en ekstra gang eller to på, hvilke materialer vi bruger til at forme vores verden, hvis vi skal kunne leve både på og af planeten, lang tid endnu. Derfor er vigtigheden af gode designere, forskere og ingeniører noget, der ligger Therese stærkt på sinde.
’Lad os designe de hurtige forbrugsglæder af desintegrérbare ressourcer. Og ellers designe og producere til at tingene skal holde længe, kunne repareres og genanvendes når de er udtjente.
Vi kan formentlig imødegå en stor del af fremtidens udfordringer blandt andet ved at designe smartere og tænke hele objektets levetid til ende, som er principperne i cradle-to-cradle og cirkulært design.
Men genanvendelse er ikke nok, når det kommer til smykker af ædelmetaller, for vi genbruger allerede. Ingen smider jo med vilje et guldsmykke i skraldespanden. Vi bliver nødt til også at at se på og tale om, hvor nyudvundet guld stammer fra.’
KUNSTNER, GULDSMED, AKTIVIST OG UNIVERSITETSUDDANNET
Siden 2014 har Therese drevet virksomheden ‘Matter & More’, hvor hendes virke spænder fra regulært guldsmedearbejde til kunstnerisk praksis.
Bredden i hendes arbejde og design afspejler en opvækst i kreative og industrielle rammer på Holmegård glasværk, en universitetsuddannelse fra en af Englands førende kunstuddannelser, samt et medlemskab af Kjøbenhavns Guldsmedelaug.
Det med at være bevidst om, hvor materialer stammer fra, er noget, Therese har med hjemmefra.
Therese kommer fra en familie af kreative og kunsthåndværkere, og hun voksede op på Holmegård glasværk i nærheden af Næstved, hvor hendes far var designer. Therese lærte af sin far at lade materialet tale og bruge dets begrænsninger kreativt og kunstnerisk.
At være vokset op på glasværket gjorde, at Therese tidligt blev meget bevidst om materialer, deres egenskaber og hvor de stammede fra. Glasværket ligger nemlig på Sydsjælland ved en tørvemose, der leverede brændsel til Holmegård, mens kalkminerne i Faxe tæt ved leverede kalken, der udover soda udgør ingredienserne til glas.
En universitetsgrad og en usædvanlig stor portion nysgerrighed er ikke nødvendigvis en fordel i en branche, der er præget af stærke traditioner. Til gengæld har Therese i dag et stærkt netværk på tværs af Europa fra sin tid på kunstskolerne i London.
Det giver hende en god platform at arbejde fra i kampen for at skabe opmærksomhed og større transparens omkring oprindelsen af de materialer vi formgiver og udfylder vores dagligdag med.
“Lad os designe de hurtige forbrugsglæder af desintegrérbare ressourcer. Og ellers designe og producere til at tingene skal holde længe, kunne repareres og genanvendes når de er udtjente.”
DET GØR ARBEJDET MENINGSFULDT AT ARBEJDE FOR NOGET STØRRE
Som guldsmed har Therese selv valgt primært at arbejde med certificeret Fairmined og Fairmined Eco guld fra small scale minedrift, hvor der er fokus på at forbedre lønforhold og arbejdsvilkår for minearbejderne og man desuden undlader at bruge kviksølv, der ellers i stor stil bruges til at adskille guldet fra snavs, når det er gravet fri af jorden.
Kviksølv er en af de farligste miljøgifte, der findes, fordi det går i arveanlæggene på både dyr og mennesker, og dermed laver uoprettelig skade ikke kun for denne, men også for de næste generationer.
’Det gør arbejdet meningsfuldt for mig, når jeg arbejder for noget større og er med til at skabe bedre vilkår for nogle mennesker, der virkelig har brug for det. Det tilfører værdi og værdighed til både mit og minearbejdernes arbejdsliv, men det tilfører også et ekstra lag af mening til smykkerne.
Det er ofte lettere for os at tage ansvar for vores eget nærområde, fordi det er en del af vores daglige omgivelser, men vi har også et vist ansvar for andre nærområder, når vi vælger at købe ting fra dem, og det er min mission at hjælpe med at oplyse om de vilkår mange minearbejdere lever og arbejder under, og tilbyde et ansvarligt alternativ, når folk skal ud og have smykker for livet som fx vielsesringe.’
ARBEJDER FOR ÆNDREDE STANDARDER I DANSKE SMYKKEVIRKSOMHEDER
En øget opmærksomhed på oprindelsen af materialer er noget, som også andre brancher oplever i disse år. Blandt andet i byggebranchen har man større og større fokus på bæredygtighed i både materialer og drift, og mode- og tekstilbranchen ser hvordan forbrugerne vender sig mod fast fashion og urimelige arbejdsvilkår for tekstilarbejdere i udviklingslande.
Thereses vision om etisk bæredygtige standarder i smykkebranchen rækker da også udover hendes eget værksted. ’Jeg håber, at vi en dag inden alt for længe ser de større danske smykkevirksomheder påtage sig deres del af ansvaret og støtte sagen ved at arbejde i certificerede ædelmetaller,’ siger hun og holder en pause for at understrege, hvor stor betydning det vil have for efterspørgslen på verdensmarkedet, hvis de store aktører ændrer adfærd. ’Så vil forskellen virkelig kunne mærkes og vi vil sammen skabe helt nye standarder i branchen.’
BLÅ BOG
• Født 1980.
• Bosat på Nørrebro med mand og to børn.
• Uddannet med BA (Hons) fra CASS School of Art, London Metropolitan University og MA fra Royal College of Art i London.
• Medlem af Kjøbenhavns Guldsmedelaug og siden 2019 Fairmined registreret guldsmed.
• Kunsthåndværker og designer med speciale i smykker. Har siden 2014 drevet virksomheden ‘Matter & More’, en eksperimenterende platform for aktiviteter forbundet med smykker.
• Therese’s virke spænder bredt fra regulært guldsmedearbejde til undervisning og kunstnerisk praksis.
• Brænder i sit arbejde som guldsmed for værdige standarder indenfor smykkebranchen
PERSPEKTIV HJÆLPER, HVIS MAN ER VED AT TABE MODET
Det er dog ikke altid let at være bannerfører for en ny måde at gøre tingene på, heller ikke i smykkebranchen.
’Hvis jeg af og til er ved at køre sur i det, så hjælper det at tænke ind i fremtiden, faktisk helt frem til mit dødsleje. ”Hvilke ting synes jeg er fede at lave og vigtige at arbejde på, og hvad vil jeg huske, når jeg ligger der,” spørger jeg mig selv. Og så er svaret der med det samme. For det er jo de ting, jeg allerede arbejder med.
Det har stor betydning for mig, at jeg kan gå ud af livet med gode oplevelser, men også med en eller anden form for værdighed omkring de aftryk jeg efterlader.
Og så er ny inspiration alfa og omega, når det handler om at holde gejsten ved lige i både det kunstneriske og aktivistiske arbejde. Da vi mødes er Therese netop hjemvendt fra en inspirerende uge, hvor hun har facilliteret en dialog-workshop med elever fra Accessories linjen på Designskolen i Kolding og fire dages rejse til den årlige Schmuck messe i München, hvor hun både holder netværket ved lige, finder ny inspiration og lobbyer for øget ansvarlighed i forsyningskæden.
HVILKE HISTORIER FORTÆLLER DINE TING OM DIG
I omegnen af 80-100 millioner mennesker i verden er afhængige af small scale minedrift.
’Minedrift er sjældent menneskeligt bæredygtigt, hvilket kan være en ubelejlig viden at have, hvis man bare gerne vil købe et smykke eller sidde på et værksted og lave dem. Men hvis vi tilegner os den viden, kan vi trods alt sikre os, at sikkerheden omkring minedriften er i orden ved at købe certificeret.
Vi kan føle os for distanceret fra minedrift og oprindelsen af de råmaterialer, der ligger skjult i vores hverdag, til at gøre noget ved det. Men når vi gerne vil bruge metallerne som smykker eller i vores telefoner, så bærer vi også historierne fra minerne med os. Og der kan vi nu i højere grad vælge, hvilke historier vi vil fortælle om os selv, og hvordan vi behandler de mennesker, der bidrager til vores hverdag.
Hvem skal levere vores kaffe til os, hvem skal levere guldet og stenene til vores livssmykker? Vi som privatpersoner kan naturligvis ikke udvælge alle underleverandørerne, men vi kan sørge for at udvælge de butikker, guldsmede, kaffebarer etc i vores nærmiljø, som gør deres for, at produktet er så ansvarligt produceret som muligt.’
ØNSKER ÆNDREDE STANDARDER FOR HELE BRANCHEN
Therese ønsker at vi i Danmark indfører en etisk praksis indenfor smykkeindustrien, så alle danske guldsmede får højere standarder for ansvarlighed. Og hun er sikker på, at dette langsomt breder sig til alle brancher, der tilvirker fysiske produkter.
Therese mener derfor, at vi bør uddanne unge designere til en langt højere grad af materialekendskab, så de kan designe ting i kvalitet, der lever op til krav for cirkulært design ved fx at have lang holdbarhed eller være lavet af let nedbrydelige materialer. Derudover bør FNs udviklingsmål også tænkes ind i, hvordan vi designer.
’Designere vil være endnu vigtigere i fremtiden, fordi de kan være instrumentelle i de nødvendige forandringer,’ siger Therese. ’Vi skal kunne være vores liv bekendt. Det duer ikke, at vi fortsætter med at leve over evne.’
“Designere vil være endnu vigtigere i fremtiden, fordi de kan være instrumentelle i de nødvendige forandringer.”
SMYKKER ER IDENTITETSDANNENDE OG BÆRER AF VORES HISTORIE
Allerede før og under grunduddannelsen på Teknisk Skole, tænkte Therese meget over materialernes oprindelse. Og det var netop en af grundene til, at hun takkede nej til den eftertragtede læreplads til fordel for en plads på CASS School i London – samme by, hvor hun også havde boet efter gymnasiet og oprindeligt havde fanget interessen for smykker.
’Jeg så hvordan smykker var et universelt sprog i den her ekstremt multikulturelle by og hvordan smykkerne åbnede for en emotionel tilgang til folk. Det var et godt udgangspunkt for samtaler: ”Hvad er det du har på der?” Man lærte noget særligt om folk ved at lytte til historien om deres smykker, uanset om de var arvestykker eller noget de lige havde købt eller fået.’
SMYKKER SKABER MENING
’Smykker skaber mening og identitet for folk og derfor kan vi gøre det bedre, hvis materialet kommer fra et meningsfyldt sted,’ siger Therese. ’Det giver et ekstra lag af historie til ens smykker, ligesom vores mad der kommer fra en bondegård, hvor dyrene har haft det godt, giver et ekstra lag af ansvarlighed, historie og sanselighed til måltidet.
’Når man køber skræddersyede og individuelt tilpassede smykker, som et andet menneske har formet og skabt med sine hænder, tilfører det desuden genstanden en anden energi,’ siger Therese og slutter sig til både Heidegger og Harry Potter, der er enige i, at ting udover at have en praktisk funktion er beholdere for mening, historier og oplevelser.
HVAD VIL VI GERNE GIVE VIDERE
Og så er vi tilbage ved døden. For hvad er det for historier vi gerne vil give videre, og hvilke smykker skal de være knyttet op på. De færreste af os sender det fabriksfremstillede, guldbelagte bling fra fast fashion kæder til reparation, når det går i stykker og forgyldningen er slidt, men Therese oplever, at det er anderledes med individuelt fremstillede og nedarvede smykker.
’Et smykke er ikke kun en pyntegenstand, men kommer med en historie, og den historie lever videre efter os, hvis vi passer godt på det og smykket går i arv. Min mormor gav mig nogle af sine smykker på sit dødsleje og jeg har haft dem lige siden. Det er smykker jeg har levet omkring hele mit liv og husker fra min barndom; de har fejret, rejst, skiftet form og ejer og er på den måde stille vidnesbyrd om min arv og mit ophav. Det vil jeg aldrig glemme,’ siger Therese og opfordrer til at vi tænker over, hvilke historier vi gerne vil klæde os i og hvilke vi gerne vil give videre.
Læs mere om Fairmined guld via organisationen Fairmined her.
Og se flere af Therese smykker på hendes hjemmeside eller følg hende på Instagram.