Vi skal turde at være vrede og kede af det foran vores børn

 
 

Flere og flere børn og unge mistrives og får psykiatriske diagnoser, imens voksne går ned med stress som aldrig før. Hvordan kan det være, når vi lever i et af de mest ressourcestærke og priviligerede lande i verden? Lotte Rubæk deler sin indsigt i problemet og giver gode råd til, hvordan vi bedst muligt undgår mistrivsel.

Tekst Camilla Kikkenberg
Foto Emma Fager

 
 

Lotte Rubæk er psykolog og leder af Team for selvskade ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Region Hovedstaden. Cirko besøgte Lotte på hendes hjemmekontor til en snak om børn og unges mistrivsel og stigningen i psykiatriske diagnoser.

 
 

Vores børn og unge mistrives i stort tal. Flere og flere får psykiatriske diagnoser og Børnetelefonen fik i 2022 rekord mange henvendelser. Imens går voksne ned med stress som aldrig før.

Al den mistrivsel kan synes paradoksal, når vi i Danmark ofte er blevet udpeget til at være verdens lykkeligste folk og har flere ressourcer end de fleste andre i verden. Hvad er årsagen?

Camilla Kikkenberg fra Cirko besøgte psykolog og leder af Team for selvskade ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Region Hovedstaden, Lotte Rubæk, til en snak om hendes arbejde med og syn på børn og unges mistrivsel i dag.

 
 
 

VEJEN TIL HELVEDE ER BROLAGT MED HISTORIER OM ANDRES SUCCES

Du kender dem sikkert. Succeshistorierne! Succes sælger, for vi leder alle efter den sikreste og mest komfortable vej gennem livet. Vejen der sikrer os et langt og lykkeligt liv med rigelige mængder af anerkendelse.

Problemet er, at succes er blevet så god en historie, at de fleste børn og unge tager succes, dyrt mærketøj og masser af smilende venner for givet. De tror, at det er sådan livet ser ud, helst hver dag og hele tiden. Og for de fleste harmonerer det billede ikke særligt godt med, hvordan hverdagen som teenager og ungt menneske føles.

Når vi voksne tænker tilbage på vores yngre dage, mindes mange af os perioden som præget af usikkerhed og tvivl. Er jeg god nok? Er jeg smuk nok, sjov nok, stærk nok, klog nok, interessant nok?

De samme følelser har de fleste unge også i dag, men afstanden mellem hvordan unge føler og oplever deres hverdag og den virkelighed de bliver præsenteret for i mediebilledet er blevet væsentligt større og bidrager i kraftig grad til børn og unges voksende mistrivsel, siger psykolog og leder af Team for selvskade ved BUC, Lotte Rubæk.

 
 
 
 

BØRN KAN GODT TÅLE, AT VI VOKSNE VISER FØLELSER

Lotte og jeg har aftalt at mødes på hendes hjemmekontor til en snak og en gåtur. Lotte går nemlig hver dag en lang tur, hvor hun lytter til podcast eller fuglesang alt efter humøret, men i dag har jeg altså fået lov at gøre hende selskab. ’Gåturen er min måde at passe godt på både min fysiske og mentale sundhed,’ siger hun.

Og vores snak under dagens gåtur skal netop handle om, hvordan vi passer bedst muligt på både vores egen og vores børns trivsel, så vi ikke kommer ud i det, der er Lottes faglige speciale, selvskade.

’Forældre i dag føler sig underlagt mange af de samme perfekthedskrav som de unge. Vi voksne får også hele tiden informationer fra rigtig mange kanaler, som vi skal forholde os til og sortere i. Og ligesom de unge, stiller vi høje krav til os selv. Noget af det skyldes, at vi hele tiden bliver udsat for krav til præstation, effektivitet og engagement fra både arbejdet, medierne og børnenes skoler og institutioner.

Og det medvirker til, at mange af de unge vi taler med, beskriver, at de oplever deres forældre som stressede, hvilket jo stemmer meget godt overens med det, man kan se i undersøgelser af voksne. Og de unge vil ikke være en byrde for deres forældre.’

BØRN VIL IKKE LIGGE FORÆLDRENE TIL LAST

‘Desuden fortæller mange af de unge, der kommer hos os, at de ikke er vant til, at man taler om følelser derhjemme. Måske fordi forældrene har gemt deres egne følelser væk eller ikke har udstillet det, når de har haft problemer på arbejdet, eller hvis de har gået og været kede af det.

Forældre tænker ofte, at børn ikke kan tåle at høre om forældrenes følelser. Vi har nok en tendens til at forestille os, at vi som forældre bare skal være der for vores børn, når de er kede af det, men på den måde får vi jo ikke været rollemodeller for vores børn, når de støder på de her problemer, som vi alle sammen kender til. Voksne kan også blive vrede og voksne kan også blive kede af det.

Ved at holde den perfekte overflade intakt og aldrig blive vred eller ked af det foran børnene, opstår der let et miljø, hvor følelser er noget man ikke kan tale åbent om.’

 
 
 
 

ØGEDE FORVENTNINGER TIL DE UNGE

Det er ellers ikke underligt, hvis der er rigeligt af følelser at tale om. Forventningerne til de unge stiger nemlig støt i disse år fra både politikere og de unge selv.

’Vi står i en tid, hvor politikerne hele tiden strammer forventningerne til de unge. Hvor hurtigt og effektivt de skal gennem uddannelserne og hvor lidt man kan investere i de unge, før de begynder at give afkast til samfundet,’ siger Lotte. ’Så der er både øgede forventninger til unge i form af et socialt pres fra medier og jævnaldrende, men der er så sandelig også tale om et meget konkret øget pres i form af jævnlige test i skolen og forventninger om hurtig og effektiv gennemførelse af en uddannelse, der helst slutter med et 12-tal. Det er jo ikke bæredygtigt i længden, hverken for virksomheder, samfundet eller for den enkelte, hvis vi bare skal skabe resultater og give afkast.’

 
 
 

THE CONNECTEDNES PARADOX

Samtidig viser undersøgelser, at de unge i stigende grad føler sig ensomme.

’Der findes flere og flere sociale medier og digitale platforme, hvor de unge forventes at være til stede. Jeg ser i de undersøgelser jeg læser, at de unge år for år bruger mere og mere tid foran skærmen. Vi spørger alle de unge vi får ind i vores Team for selvskade til deres brug af sociale medier. Og der bliver listen længere og længere over de platforme, som hver af de unge er på. For bare et par år siden var det 2 sociale medier man nævnte, men nu er det nærmere 5-7 sociale medier hver enkelt er på.

Man taler faktisk om et Connectedness Paradox. Altså et tilknytningsparadoks, som er et begreb, der betegner det fænomen, at de unge får flere og flere venner og bekendte kvantitativt set. Men kvalitativt set er der en hel del der tyder på, at de er på vej i den modsatte retning.

Unge i dag har måske 1.000 følgere på Instagram og en hel masse de er forbundet med på Snapchat og TikTok, men de ser ud til at blive mindre og mindre knyttet til folk i deres umiddelbare omgivelser, måske fordi de spreder deres opmærksomhed udover så mange platforme på én gang.

Når kontakten primært foregår gennem de her visuelle, sociale medier, bliver den desuden så overfladebaseret, at det også kun er overfladiske ting man kommenterer på hos hinanden, som udseende og tøj, og man fremhæver derfor kun de overfladisk succesfulde begivenheder i ens liv og får måske endda retoucheret alle bumser væk i ansigtet og den slags.

Man sletter måske ligefrem billeder, hvis de ikke har fået nok likes eller reaktioner eller kommentarer. For man vil ikke fremstille sin manglende succes. På den måde bliver det jo en mega censureret udgave af virkeligheden, man fremstiller overfor alle de her ’venner’ og bekendte. Og det kan på sigt lede til, at man ikke længere tør indrømme sine fejl og mangler og sin usikkerhed overfor sine venner.

Det er én af grundene til, at mange af de unge, vi ser, siger, at de ikke har nogle rigtige venner. De føler sig egentlig ikke tæt forbundet til nogen. Og rigtig mange af dem angiver, at de ikke har hverken venner eller familiemedlemmer, de kan betro sig til. På trods af at de ofte har alle de her mange hundreder eller tusinder følgere og forbindelser på de sociale medier.’

 
 

Bo Møhl, psykolog og professor emeritus i klinisk psykologi ved Aalborg Universitet, er en af foregangsmændene indenfor området selvskade.

I dag er Lotte selv ved at skrive en bog om emnet med netop Bo Møhl som medforfatter. Bogen udkommer på Akademisk Forlag til efteråret.

 
 

SNAPCHAT STREAKS ER NUTIDENS NIKOTIN OG HORMONFORSTYRRENDE PARABENER

Det er ikke kun politikere, der skubber de unge til at præstere, også techgiganterne bag de sociale medier bruger snedige kneb for at få de unge til at bruge deres produkter mest muligt.

’Store børn og unge i dag har masser af beskedtråde kørende på Snapchat i flere hundrede dage ad gangen, så de får de her streaks, altså en slags belønning, hvor de får bonuspoint for at sende en masse beskeder til hinanden.

Det gør børnene fuldstændig afhængige! Og jeg kan da kun forestille mig, at det i fremtiden vil blive betragtet som nikotin og skadelige stoffer i cremer. For selv når børnene ligger med 40 i feber eller skal på lejrskole, så må de få passet deres telefoner, så de ikke mister deres point i den her konkurrence.’

Jeg har lige læst en artikel, der endda viser, at børns hjerner ændrer sig på baggrund af de belønningssystemer, der bliver aktiveret så meget i dag af både gaming og SoMe.’

 
 
 

NEGATIVE FØLELSER ER BARE NOGET, DER SKAL OVERVINDES

Hvis man bruger rigtig meget af sin tid på at se på billeder af perfekte og succesrige mennesker og meget lidt tid på at snakke om, hvordan man har det indeni, så kan der ske noget, som er ret uheldigt. Negative følelser bliver gjort til en udfordring, der skal overvindes.

’Hvis børn ikke omgås voksne, der viser dem nogle af de følelser, som de selv roder med, så lærer de ikke at kunne genkende dem hos sig selv. Mange voksne i dag prøver at minimere deres følelsesmæssige udsving, fordi de synes, at det er noget man skal skåne børnene for, men det betyder at børnene ikke får noget at spejle sig i. ”Nå, mor ser sådan her ud når hun bliver vred og det er den samme følelse jeg får, når jeg ser sådan her ud” eller ”far opfører sig sådan her, når han er ked af det, og det er den samme følelse jeg har, når jeg mærker sådan her i min krop”.’

En del unge er simpelthen ikke bekendt med, hvilke følelser det er de oplever, når de mærker deres krop reagere. Og det kan føles utrygt og som en ubehagelig fornemmelse, man bare gerne vil have til at gå væk, så den ikke står i vejen for det succesfulde liv, man drømmer om.

’Nu snakker jeg jo om dem, der er selvskadende, så det er jo ikke fordi en hel generation af unge har de her udfordringer, men vi oplever, at der kommer flere og flere selvskadende og spiseforstyrrede i disse år. Og mange af de børn fortæller, at de ikke har oplevet, at følelser var noget man talte om i familien.

 
 
 

VOKSNES STRESSEDE LIV SMITTER AF PÅ BØRNENE

’En anden ting rigtig mange af de selvskadende børn fortæller er, at de ikke har lyst til at være en belastning for deres forældre, fordi de oplever, at forældrene har nok at tænke på i forvejen. Hvis man fx har oplevet at ens far har været på nippet til at gå ned med stress, så vil man helst ikke være den, der slår det sidste søm i kisten. Så klarer man det selv, så godt man kan. Og det er så ofte noget, man ikke helt er moden nok til at håndtere på egen hånd.

Man har brug for at spille ping pong op ad en anden for at prøve at forstå, hvad det er, der foregår inden i én. Og hvis den anden ikke er der, så må man finde sine egne løsninger og når man er barn, er man ofte endnu ikke helt rustet til den opgave. Men så finder man ud af, at det fx at skære i sig selv faktisk får følelsen til at gå væk, fordi den fysiske smerte overskygger den mere diffuse følelsesmæssige smerte.

Det får fokus over på noget andet et kort øjeblik og den svære følelse bliver nedreguleret, hvilket også sker rent fysiologisk blandt andet fordi der bliver udskilt nogle stoffer i kroppen som gør, at kroppen kan slappe af.’

 
 
 
 

ET PROBLEM DER ER EKSPLODERET

Selvskade er i den grad et problem, der er eksploderet. Cirka mellem en femtedel og en tredjedel af de unge i niende klasse og gymnasiet har erfaring med selvskade, og det er endda kun direkte selvskade, altså ikke fx spiseforstyrrelser. Selvskade kan vise sig på mange måder, men kan være at skære i sig selv, slå sig selv, brænde sig selv eller rive sig selv indtil det bløder. Det kan også være at slå hånden ind i en mur eller banke hovedet ind i en væg, så man får blå mærker. Alt sammen skader, der er så alvorlige, at man efterfølgende kan se dem på kroppen.

 
 
 

DET SKER I FAMILIER FRA ALLE LIVETS VEJE

’Det er familier fra alle livets veje, der er repræsenteret hos os,’ siger Lotte. ’Der er alt fra familien i den etværelses lejlighed til dem i store pragtvillaer. Når jeg ser på den forskning der er lavet på området, så kan jeg se, at der kun er en meget lille skævvridning i forhold til hvilke socioøkonomiske vilkår man kommer fra. Men der er noget der tyder på at det, der driver de unge til selvskade kan være alt fra perfektionisme og meget høje krav til én selv til at mangle evnen til at forstå og være i  sine følelser. Mistrivsel og svære følelser er dog oftest meget tæt forbundet med selvskade.’

 
 
 

ET NYERE FÆNOMEN OG SÅ ALLIGEVEL IKKE

Det er kun ca. 30 år siden, at man i USA blev opmærksom på, at der var forskel på selvmordsforsøg og det at gøre skade på sig selv uden at have et ønske om at dø af det. Der har nok altid været mennesker, der har skadet sig selv bevidst som en løsning på indre uro, men mediernes dækning af fænomenet kombineret med et øget præstationspres, har gjort det mere tilgængeligt for unge, der har det svært, samtidig med at fokus på området er helt essentielt for at skabe opmærksomhed om problemet.

’Der er vigtigt at sige, at der ikke er nogen, der bare afprøver det, fordi det ser spændende ud eller er hipt,’ siger Lotte. ’Op igennem tiden har man jo set psykiske lidelser ændre ansigt udadtil, selvom de indre tilstande måske har været ens. Den måde man giver udtryk for sin indre lidelse, lader til at være påvirket af tidsånden. Der har været hysteri, som man kaldte det, og der har været lammelser som fx granatchok. Selvskade er jo en meget handlekraftig måde at håndtere følelsesmæssig smerte på, og det passer måske meget godt med den tid, vi lever i i dag.’

’Men det er enormt vigtigt, at vi ikke bare venter på at det her problem løser sig selv, men at vi griber ind i tide, for på længere sigt er der mange selvskadende som har et selvmordsforsøg,’ siger Lotte. ’Selvskade er den faktor, der i højest grad forudsiger et selvmordsforsøg. Mere end det er at have en depression eller alle mulige andre psykiatriske lidelser. Endda også mere end det er selv at have haft et selvmordsforsøg i forvejen. Så selvskade øger risikoen for et selvmordsforsøg ca. 12-18 gange i forhold til, hvis man ikke er selvskadende.

Desuden er der langt flere selvskadende unge, der på sigt udvikler en psykisk lidelse som depression, angst, spiseforstyrrelse eller OCD. Så det er ekstremt vigtigt, at selvskade bliver opdaget og behandlet tidligt.’

 
 

Lotte er betaget af den naturlige rolle døden og afdøde familiemedlemmer spiller i mange mexicaneres liv. Blandt andet holder man traditionelt en fest på årsdagen for et familiemedlems død, og mindes den afdødes liv med glæde.

En figur af et skelet, som Lotte har haft med hjem fra en ferie til Mexico.

 
 

HVAD GØR MAN HOS TEAM FOR SELVSKADE

’Den behandling vi afprøver og forsker i effektiviteten af er internet-baseret. Vi prøver nemlig at tilbyde et alternativ til nogle af de samme platforme som de unge selv bruger og søger hjælp på. Vores behandling går ud på, at de skal logge ind på vores platform én gang om ugen i 11 uger, og så har de et nyt modul, de skal gennemgå hver uge, eller en ny session, hvor de lærer noget nyt om følelser.

Der er en terapeut i den anden ende, så der er også nogle ting de gennemgår sammen med terapeuten via online kommunikation på skrift. Den unge og terapeuten arbejder sammen med at være nysgerrige på og finde frem til, hvad det egentlig er den unge oplever, at selvskaden hjælper dem med. Det kan måske være et behov for at nedregulere de svære følelser og gøre det lettere at udholde dem. Nogle har også et mere socialt sigte med deres selvskade, hvor de prøver at råbe nogen op eller forsøge at få nogen til at se, at de har det dårligt og give dem omsorg, som de ellers ikke føler at de kan få på andre måder.

Det vi gør er, at vi forsøger at erstatte selvskaden med den helt grundlæggende viden om hvad følelser er, fordi vi netop oplever at der er mange, der slet ikke har haft nok plads til at kunne lære at forstå deres følelser i opvæksten.’

 
 
 

SVÆRE FØLELSER ER IKKE FORKERTE

’Mange af de unge vi ser, mærker følelser som en fysisk tilstand i kroppen, men de kan ikke skelne følelsesmæssige tilstande fra hinanden. De har fx svært ved at mærke om de skammer sig over noget eller er vrede eller skuffet. De kan ofte heller ikke angive en årsag til deres følelser. Og der hjælper vi dem så med at se nogle sammenhænge, så de får øjnene op for, hvordan deres følelser hænger sammen med hændelser, som fx udløser bestemte tanker om dem selv.

Et eksempel kunne være ”Jeg får typisk trang til selvskade, når jeg snakker med min far og han aflyser vores aftaler eller jeg føler, at han ikke prioriterer mig. Så får jeg en følelse af at blive afvist, der gør mig trist og får mig til at føle, at jeg ikke er noget værd.” Altså vi lærer den unge at sætte selvskade og trangen til selvskade ind i en sammenhæng. Når det og det sker, hvad er det så for nogle tanker, der opstår? Og så prøver vi at lære den unge at blive bedre i stand til at forstå og udholde de ubehagelige følelser, i stedet for at prøve at bedøve sig selv ved at selvskade.

Vi lærer også de unge, at selvom de her følelser er ubehagelige, så er de ikke dårlige for os. Tværtimod hjælper svære følelser os med at forstå os selv og vores omgivelser, og i sidste ende leve vores liv på en bedre måde, end hvis vi aldrig mærkede ubehag. Hvis vi fx ikke var i stand til at blive bange, hvad skulle så få os til at springe væk, når en bil kom kørende imod os i høj fart? Og hvis vi ikke kunne blive vrede, hvad skulle så få os til at sige fra, hvis nogen overtrådte vores grænser?

De unge får en helt ny forståelse af de svære følelser og en indsigt i, at de ikke er noget, de for enhver pris skal undgå og få til at gå væk.

Og så får de strategier til at håndtere følelserne. Det kan være at ringe til sin mor, hvis man er trist. Eller man kan prøve at nærme sig følelsen ved at tegne, hvordan man har det eller skrive i en dagbog. Man kan også aflede sig selv fra følelsen ved at besøge en ven eller gå en tur. Der er masser af gode strategier man kan ty til, når man først er blevet rolig i bevidstheden om, at negative følelser ikke er forkerte og at de går væk af sig selv igen, hvis man lige giver plads til at mærke dem. Også forældrene deltager i behandlingen, og mange oplever, at de får en helt ny forståelse for, hvordan følelser kan blive noget, man taler om i familien, og noget der ikke er farligt’

 
 
 

STÆDIGE TANKER

Der er ingen tvivl om, at vi er under et øget mentalt pres i forhold til for 50 år siden både på arbejdet og i fritiden. Og det er måske netop det øgede mentale pres, der på en eller anden måde afføder et behov for at balancere med et øget fysisk pres, hvad end det er os voksne, der dyrker ironman og triatlon, noget som tidligere kun var for eliteatleter, eller om det er de unge, der skader dem selv.

Når vi er fysisk udmattet, får vi ofte en naturlig trang til at sætte os ned og bliver måske endda søvnige, men når vi er mentalt udmattet, har vores tanker en tendens til at køre i ring og er ofte lidt mere udfordrende at få til at give efter og lægge sig til ro.

 
 

HVAD KAN VI SELV GØRE

De fleste af os sidder foran en skærm utrolig mange timer om dagen og bliver konstant eksponeret for nyheder fra nær og fjern. Som Lotte siger om de sociale medier, så ’kender jeg jo lige pludselig 10 der er døde af kræft i min omgangskreds, selvom jeg kun lige er fyldt 40, men det er jo kun fordi vores udvidede omgangskreds pludselig er blevet så stor. Det er jo ikke blandt dem vi jævnligt har til middag. Men jeg bliver da alligevel påvirket af det, fordi det er nogen jeg engang har været knyttet til, også selvom den gang ligger 20-30 år tilbage i tiden. Tidligere ville jeg jo bare ikke have vidst, hvad der var blevet af dem, så det er på godt og ondt, at vi er så opdateret.’

Måske vi hverken kan eller skal ændre på de sociale medier, men følge Lottes råd og sørge for med jævne mellemrum at lægge telefonerne væk for at hellige os de nære, personlige relationer i vores liv, de venner vi ikke tøver med at fortælle, at manden er dum, ungerne er ved at drive os til vanvid og at vi desuden er i tvivl, om vi gør det godt nok på arbejde.

Og så skal vi sørge for at bløde hårde tal op med værdier, der måske nok er mindre målbare, men langt fra mindre vigtige. 12 er et fint tal, men en samtale med en god ven er uvurderlig.

Tekst Camilla Kikkenberg
Foto Emma Fager

 
 
 
 
 
 
 

Vil du læse mere?

Forrige
Forrige

Alt for mange skammer sig over stress

Næste
Næste

Stress er ingens skyld og alles ansvar