Det jeg manglede i mit liv var tid!
’Og nu har jeg fået den’, siger Katrine Capion-Kolstrup. Men tiden er dyrt købt. Katrine fik nemlig for knap 4 år siden en hjernerystelse, der bevirkede at hun siden da ikke har kunne arbejde mere end 8 timer om ugen. Hun kan heller ikke køre bil, læse en bog, høre musik eller gå til fest. Til gengæld har hun fået mere af den tid hun savnede.
Tekst Camilla Kikkenberg
Foto Emma Fager
’Hvordan rejser vi os igen, når livet pludselig er vendt på hovedet? Og skal vi virkelig slås helt ud før vi tør hoppe ud af hamsterhjulet?’ det spørgsmål stiller Katrine en række mennesker, der har haft sygdom eller ulykke tæt inde på kroppen i podcast-serien ’En kæp i hamsterhjulet’. Og i dag stiller Cirko det samme spørgsmål til Katrine selv.
NÅR LIVET TAGER EN DREJNING
Katrine og jeg har aftalt at mødes i hendes hjem i Birkerød, for ’på grund af min rystede knold bliver jeg hurtigt træt, hvis jeg skal flytte mig rundt,’ som hun skriver til mig, da vi laver aftalen. ’Så det vil være super, hvis du kan lokkes her til Birkerød.’ Det kan jeg godt og kører afsted nordpå en solrig dag.
Da hun åbner døren til sit ryddelige hjem, kan jeg ikke umiddelbart se eller mærke noget på hende, der virker anderledes. Hun er en høj, flot kvinde med langt nyvasket hår og hun er både velklædt og smilende. ’Dejligt at møde dig,’ siger hun og byder mig velkommen med et knus. ’Vil du have en kop te?’ Jeg takker ja til te og sætter mig til rette i hendes spisekøkken.
Men vi er ikke langt inde i vores samtale før det bliver klart, at livet har taget en drejning for både Katrine og hendes familie efter at hun for 4 år siden faldt og slog hovedet hårdt imod skolegårdens asfalt på hendes yngste datters første skoledag.
Katrine sad i en stilling som Senior Agile Consultant i Ørsted, som hun trivedes i, men arbejdet og familielivet med to mindre børn betød, at der var knald på hamsterhjulet og Katrine følte ikke, at der var meget tid tilovers, når børnene var sendt i skole, arbejdsdagen klaret og de huslige pligter ordnet.
Hun kunne godt savne mere tid, men ikke så meget at hun indrettede sit liv på en anden måde. Skæbnen ville det dog anderledes og stak en kæp godt og grundigt i hendes hamsterhjul, der stoppede så brat, at Katrine faldt, forstuvede sin kæbe og pådrog sig en hjernerystelse, der ikke var sådan at ryste af sig igen.
“Ofte har jeg det sådan, at jeg ikke ville være den her oplevelse foruden.”
’Ofte har jeg det sådan, at jeg ikke ville være den her oplevelse foruden, fordi den har ledt til en masse erkendelser, der har ændret mit liv til det bedre. Jeg nyder simpelthen de små ting langt mere end jeg gjorde tidligere, både fordi jeg har fået mere tid, så jeg pludselig lægger mærke til dem, men også fordi det er gået op for mig, hvor meget de her små daglige glæder betyder.
Men der er omvendt også dage, hvor jeg i glimt bliver ramt af sorgen over alt det, jeg har mistet og går kortvarigt i panik over, at det måske aldrig bliver bedre. Det er lidt samme følelse, som når jeg før i tiden sad i et fly på vej på ferie og det pludselig gik op for mig, at der var 10 kilometer af det rene ingenting mellem mig og fast grund under fødderne, og jeg for alt i verden bare gerne ville have, at jeg stod på jorden og alt var som det plejede.’
EN DRAMATISK FØRSTE SKOLEDAG
Katrines yngste datter startede i skole en regnfuld dag i august 2019. Familien og de andre nystartede elever blev vist rundt på skolen, og til slut skulle de over i gymnastiksalen. Katrine og hendes datter løb over den våde skolegård og stødte uheldigvis sammen på en måde, så Katrine faldt og slog hagen så hårdt i asfalten, at hun måtte på skadestuen og sys og samtidig både havde forstuvet kæben og pådraget sig en alvorlig hjernerystelse, der skulle vise sig at blive hængende og være årsag til, at Katrines hverdag ændrede sig radikalt.
’Jeg var altid den glade og stor-snakkende kollega, der fyldte godt i storrumskontoret og godt kunne lide at danse til sommerfesten, og jeg forsøgte altid at være et skridt eller to foran alle udfordringer både på arbejdet og derhjemme. Men det ændrede sig, da jeg slog hovedet. De første måneder var svære. Rigtig svære. Jeg kunne næsten ingen lyd tåle og med en 5-årig og en 8-årig i huset betød det, at jeg ikke kunne spise med min familie. Lyden af bestik mod tallerkner og almindelig snak gjorde mig svimmel og føltes som nåle gennem mine øregange og lige ind i hjernen. Det var ulideligt.’
I flere uger måtte Katrine holde sig mere for sig selv, end hun havde lyst til, men hun kunne næsten ikke udholde at være sammen med flere mennesker på én gang. I dag, snart fire år efter hendes fald, har hun det bedre, men hun kan stadig ikke arbejde mere end 8 timer om ugen, hun kan ikke køre bil, læse bøger, høre musik eller gå til fest. Til gengæld har hun fået mere af den tid hun savnede.
“Jeg var altid den glade og stor-snakkende kollega, der fyldte godt i storrumskontoret og godt kunne lide at danse til sommerfesten.”
JEG BLIVER SVIMMEL, NÅR JEG DREJER HOVEDET
’Jeg går næsten hver dag tur i området omkring Furesøen, hvor jeg bor. Og jeg er altid hjemme, når mine børn kommer hjem. Det er en utrolig glæde at have den her tid. Men selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg ikke blev så uendelig træt, mistede overblik og fik ondt i hovedet så let som ingenting. Og at jeg kunne noget mere. Det er enormt frustrerende at alting tager så lang tid for mig, fordi jeg hele tiden skal sætte rigelig tid af til at hvile.
Når man kun kan arbejde 8 timer om ugen, så er det jo ikke alverden man når på sådan en uge. Og jeg savner at gå til fest. Inden jeg slog hovedet, var jeg meget social, og sammen med min nedsatte arbejdsevne, er min nedsatte sociale rummelighed det, der generer mig allermest.
Min hjerne lukker helt ned, hvis der er flere samtaler i gang omkring bordet, og det er endnu værre, hvis der er musik samtidig. Og så bliver jeg nødt til altid at sidde for bordenden, for hvis jeg skal dreje hovedet, bliver jeg svimmel. Af samme årsag kan jeg heller ikke køre bil, da jeg bliver svimmel, når jeg skal orientere mig. Og det er en noget lunken omgang, hvis jeg deltager i en fest, da jeg er nødt til at holde mig væk fra dans og musik og mange mennesker. Jeg kan ikke læse en bog og bare tanken om det storrumskontor, hvor jeg sad på mit gamle arbejde, gør mig dårligt tilpas... Ja, der er meget i vejen!’ siger hun og griner.
Det er med andre ord en dyrt købt tid Katrine har fået til rådighed, og det er også en af grundene til, at hun startede sin podcast. Hun ønsker, at andre får stoppet op i tide og mærket efter, om de lever det liv, de drømmer om, eller om de burde drosle ned og tage sig bedre tid, inden de har fået et ordentligt gok i hovedet og livet har tvunget dem til det.
“Du må undskylde hvis det virker lidt mærkeligt, at jeg ikke kigger på dig når du taler, men jeg kigger altså kun lige ud, for ellers bliver jeg svimmel.”
NOGET AF EN TUR
Da Katrine og jeg har siddet og talt i hendes køkken over en kop te og en croissant i en lille times tid, bliver det tydeligt at mærke, at hun er træt. Hendes mimik stivner langsomt og de store smil skiftes ud med et udtryk, der fortæller, at hun er både træt og ør i hovedet. Vi bliver derfor enige om at gå en lille tur, mens vi afslutter snakken.
Vi tager skoene på og går i mod naturområdet Vaserne, der ligger tæt ved Katrines hjem. ’Ja, du må undskylde hvis det virker lidt mærkeligt, at jeg ikke kigger på dig når du taler’ siger hun og griner, da vi er kommet ud på villavejen og går side om side imod søen. Katrine med blikket stift rettet ligefrem. ’Men jeg kigger altså kun lige ud og ikke hen på dig, for ellers bliver jeg svimmel.’
Produkter du måske kan lide…
Katrine fortæller om sin rejse gennem dagpengesystemet og praktikforløb, hvor hendes arbejdsevne har skulle afklares, samt om den kamp hun har kæmpe med et stort pensions- og forsikringsselskab, som hun i mange år har betalt penge til for en forsikring mod nedsat arbejdsevne, men som nu, trods en vurdering fra kommunen på, at Katrine ikke kan arbejde mere end en håndfuld timer om ugen, alligevel ikke ville udbetale den månedlige ydelse hun havde krav på.
Det skulle tage over et halvt år med uendeligt meget spildt energi og tid - også for Katrines mand, som måtte tage sig af størstedelen af sagen - samt dyre advokattimer før pensionsselskabet endelig vendte på en tallerken og gav hende medhold. ’Det har virkelig været en opslidende kamp med utrolig meget uvished og bekymring. Det er meget meget ubehageligt ikke at blive troet på og hele tiden skulle bevise alt det man ikke kan. Den mangel på respekt og tillid er nedbrydende!’
’Jeg har derimod fået super god hjælp fra Rudersdal Kommune, som har behandlet mig godt hele vejen igennem, men det er ikke så let at være syg, hvis man ikke har en partner, en bror eller søster eller forældre, der kan hjælpe’ siger Katrine. ’I den sammenhæng er jeg heldig, for jeg har et godt netværk og ikke mindst en fantastisk familie. Men derfor er det da alligevel noget af en tur at skulle igennem sådan et forløb.’
SKABTE EN NY LEVEVEJ UNDER SYGEMELDINGEN
Da Katrine havde fået det bedre startede hun i virksomhedspraktik og den brugte hun til at skabe podcast-serien ’En kæp i hamsterhjulet’. Arbejdet med serien, som Katrine møjsommeligt udviklede og producerede i små bidder, der passede til hendes begrænsede arbejdsevne, hjalp hende selv med at holde håbet om en god fremtid trods udfordringerne i live.
Nu håber hun, at den kan hjælpe andre gennem svære perioder i livet, for Katrines egen optimisme og tro på fremtiden bar frugt og skabte endda en ny levevej. I det tidlige forår startede hun i et flexjob 8 timer om ugen som udvikler og producent af podcasts hos produktionsselskabet hearHEAR.
“Det har virkelig været en opslidende kamp med utrolig meget uvished og bekymring.”
VILLE IKKE HAVE VÆRET DET FORUDEN
I ’En kæp i hamsterhjulet’ fortæller forskellige mennesker, der selv har været gennem store livskriser af forskellige art om, hvad de har fået øjnene op for i kølvandet på ulykker, sygdom og stress.
Til trods for de forskellige livssituationer, de interviewede befinder sig i, er det fælles for dem alle, at der ikke kun er kommet dårlige ting ud af kriserne, men også en øget bevidsthed om de hvad, der betyder mest her i livet og en øget glæde og taknemmelighed for netop det.
’Jeg føler mig ret privilegeret faktisk,’ fortæller Finn Højbjerg, der fik en blodprop i hjernen og besøger Katrine i 6. udsendelse.
’Jeg ville ikke have været det foruden,’ siger Christian Schönström-Lund, der som 28 årig fik en alvorlig diskusprolaps, og i 1. udsendelse fortæller Katrine om, hvordan diskusprolapsen gjorde, at han mistede sit arbejde og den karriere han var i gang med, men ikke mindst om, hvordan den har påvirket hans liv positivt, fordi han fandt en vej igennem krisen og i dag er landet akkurat dér, hvor han gerne vil være.
’Det at jeg har gennemgået en stor krise gør, at jeg indefra forstår mennesker i samme situation og det gør mig mere kompetent i mit arbejde,’ siger Nikoline Felding i 4. udsendelse om at have været hårdt ramt af stress, angst og depression, og skiftet karrieren i investeringsverden ud med en ny uddannelse og et arbejdsliv som psykoterapeut.
Og det samme siger Katrine selv om sin krise: ’Ofte har jeg det sådan, at jeg ikke ville være den her oplevelse foruden, fordi den har ledt til en masse erkendelser, der på mange måder har ændret mit liv til det bedre. Men derfor ville jeg selvfølgelig gerne kunne alt det jeg kunne før!’
FÅ DINE PRIORITERINGER PÅ PLADS OG SØG FÆLLESSKABER
Uanset om du står i en krise eller ej, opfordrer Katrine til, at vi tager os tid til jævnligt at stoppe op og mærke efter, om vi er på vej i den rigtige retning, i stedet for blindt at følge med strømmen og først opdage, at vi har brugt vores kostbare tid på noget andet, end det der giver mest mening og glæde for os – for der ER alternativer til rotteræset og hamsterhjulet, hvis vi bare tager os tid til at finde dem.
Lyt til introafsnittet til Katrines podcastserie ‘En kæp i hamsterhjulet’ her:
Vil du læse mere?
